Anja kommer i fængsel i Moskva for at demonstrere mod korruption og den russiske regering. Bogen følger hendes dage i kvindecellen og det absurde russiske fængselsvæsen. For voksne læsere af international, politisk litteratur.
Romanen følger Anja i de ni døgn, hun er fængslet. Anja sidder i en kvindecelle, og man følger dels livet i cellen, og dels Anjas tanker og tilbageblik. Alle indsatte afsoner straffe for banaliteter, og mange er uskyldige. Mest af alt sidder de der, fordi politiet er korrupt. Anjas tilbageblik handler både om: barndom, ungdom, hverdagsliv, kvindeundertrykkelse, kærlighed til en anden kvinde og et selvmordsforsøg. Anja får også mareridtssyner i cellen. Når bogen følger de andre kvinder i cellen, ser man, at alle samfundslag er plaget af det russiske system og korruptionen. Bogens forfatter har selv oplevet fængslinger for sin deltagelse i aktivisme.
Sproget er lettilgængeligt, og skrivestilen mimer Anjas liv i cellen: Der sker ikke så meget, og læseren føler både absurditeten, kedsommeligheden og klaustrofobien i kraft af livet i cellen. Via Anjas tanker om fortiden får læseren også et indblik i livet i Rusland. Bogen er ikke plotstyret, men skal læses for de politiske og aktivistiske tanker. En stærk måde at bruge skønlitteraturen til at vise et politisk system.
Digtcyklussen Requiem er også skrevet af en forfatter, der har oplevet fængslinger i Rusland på egen krop.