Dem bjergene åd : efterladte digte

Målgruppen: "inderkredsen" eller "vennerne" af Det Poetiske Bureaus Forlag. Andre vil muligvis også kunne nyde joken i udgivelsen - og digtene.

Forsiden viser en kirkegård på et bjerg. Gravene er små, ubevoksede høje med gravsten. Digtene er pakket ind i en rammefortælling, hvor O.O.O., der sidst er set i en bus ved Malakandpasset, stak Sieto Kesh Jarum, som har skrevet et "Bagklogt bagord" til bogen, nogle ark papirer. De udgør samlingens digte. I et "Forklarende forord" af Stanley Opmann og i bagordet fortælles om O.O.O., som blev antruffet i Pakistan omkring Rawalpindi og Peshawar. Digtene udspiller sig for de flestes vedkommende her og i miljøer, hvor hashtåger og kanyler er hverdagskost. Også nordiske begreber optræder som i vintersolhverv: "en sær vinter bebor min tænketank./ mit sind er mørk december, rygraden ligger/ i spredte løsdele på slagtebunken./ min sjæl går bodsgang til et helvede/ der konstant føder sigselv/ af fortættede gasarter." Oftest er blikket vendt udefra og ind mod det indre, melankolsk i tonen, desperat, men ofte med et patetisk tvist. Der er også indignerede digte som det vestlige hovmod 1: "med vold skal de nødlidende modtage/ vores godhed eller regnes som farlige fjender/ og takke os for deres døde som/ aldrig fik en gravsten.".

Bogens kispus omkring digterens identitet, får mig til at tænke på Claus Beck-Nielsen.

Hele udgivelsen har noget tilstræbt indforstået over sig; men digtene er ikke uefne, og digteren kender sine virkemidler.

Læs hele vurderingen