Begrebet æstetik og det æstetiske som fænomen bruges i mange sammenhænge - i dagligsproget, som filosofisk disciplin og især i forbindelse med kunstvidenskaben. Det er et flertydigt begreb,og bogen søger at afdække og forklare nogle af de forskydninger, det har gennemgået i historiens forløb. Den henvender sig fortrinsvis til studerende og andre specielt interesserede.
Morten Kyndrup er dr.phil. og professor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet. Han argumenterer i bogen for, at den traditionelle sammenknytning mellem æstetik og kunst har overlevet sig selv. Smag og æstetisk værdi spiller en vigtig rolle i hverdagslivet på mange fronter, og omvendt giver mange kunstværker anledning til oplevelser, der ikke kun er af æstetisk karakter. Det er derfor nødvendigt at nå frem til en ny, videnskabelig forståelse af æstetisk værdi, som er adskilt fra kunsten. Bogen opsummerer en række større undersøgelser, og kapitlerne er af meget forskellig karakter - nogle er temmelig abstrakte, mens andre beskæftiger sig mere direkte med æstetikbegrebets teori og historie.
Bogen indeholder ikke egentlige analyser af værker, men den henviser til eksempler i andre af Kyndrups bøger, fx Riften og sløret, 1998.
Bogen behandler på et højt abstraktionsniveau forholdet mellem æstetik og kunst, og den slår til lyd for, at de to begreber adskilles fra hinanden, og at æstetikbegrebet gøres til genstand for en selvstændig videnskabelig forståelse.