Den amerikanske, nu afdøde, historieprofessor Christopher Lasch er kendt for sine originale og tværfaglige kulturkritiske analyser af det amerikanske - og dermed den vestlige verdens - kultur og samfundsliv. Et gennemgående tema i hans bøger er en påvisning af hvordan prisen for de sidste over 100 års fremskridt har været at kapitalmagt og statsmagt systematisk har nedbrudt traditionerne og frataget individet dets identitet. Det er også temaet for denne bog der udkom på engelsk i 1977, og som sætter fokus på familien der burde være det civiliserede samfunds vigtigste byggesten. Lasch skildrer de historiske årsager til at familieinstitution er i forfald i vort århundrede, og han diskuterer hvilke konsekvenser det får. Hans skarpe og indædte kritik af den vestlige civilisation sker i en dialog med især amerikanske sociologer og samfundskritikere, og bogen har et 38 sider langt noteafsnit. Det gør læsningen noget krævende, men der er en stigende interesse for sociologi, og hans analyse af familien, der ikke synes at have mistet sin aktualitet, vil sikkert få læsere på linje med hans senest oversatte værker Eliternes oprør (1995) og Det eneste sande paradis (1993).