At Sylvia Plath er blevet en myte skyldes især, at hun begik selvmord i en alder af 30 år, da hendes mand, lyrikeren Ted Hudges, havde forladt hende og deres 2 små børn. Bredsdorff gør både opmed denne myte - og dyrker den. Han beskriver Plaths liv og digtning kronologisk, med vægt på det halve år med hektisk skriveaktivitet, der gik fra hun blev forladt og til hun tog sit liv. Hananalyserer digtene ud fra hendes barndomstraumer og aktuelle situation gendriver påstandene om skizofreni. Samtidig opbygger han en dramatisk stemning bogen igennem ved at hentyde til dunkle sideri hendes livshistorie og først til sidst bringe et interview med hendes psykiater, som ikke engang bringer noget nyt. Hans anden afsløring er en beretning om den sørgelige skæbne, Hughe's kone fik.Analysen af digtene er fin, Bredsdorff sammenligner forskellige udgaver af digte, han trækker mange aspekter fra Plaths liv ind i fortolkningen af digtene og focuserer på farverne som adgang tilundergangs- ogdødsmotiverne i de sidste digte. Sammenlignet med Ariel og andre digte fra 1980 er oversættelsen ved Uffe Harder i de digte, der bringes i Bredsdorffs bog, klart bedre. En velskrevenog konstant fængslende, på én gang journalistisk og litterær beskrivelse af et dramatisk livsforløb og en exceptionel lyrik.