Denne billedbogs-lektør er begejstret. Efter i mange år, at have været et næsten overset område indenfor dansk litteraturforskning, har den danske billedbog med denne ph.d.-afhandling fået en grundig, sammenhængende, videnskabelig behandling, der endda er til at forstå for de fleste almindeligt dødelige. Enhver med interesse for de sidste 50 års danske billedbøger, finder her en indsigtsfuld og tankevækkende analyse af tendenserne i den danske billedbogs udvikling, som rummer både teoretisk behandling af billedbogen som medie eller genre, gennemgange af de enkelte årtier set som særlige kulturperioder, og ikke mindst konkrete analyser af 10 nøje udvalgte billedbogsværker. Foruden at bidrage til et samlet overblik over den danske billedbogs helt markante udvikling, leverer bogen her et generelt indblik i dansk kultur og børnekultur, som belyser, hvordan billedbogen har udviklet sig til en overordentlig livskraftig og eksperimenterende kunstart i 90érnes Danmark. I 2000 udkom antologien Billedbøger & børns billeder, som var bredere og mere causerende i sin stil end denne. De to værker supplerer hinanden fornemt.