Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Den der ler sidst


Beskrivelse


Niels Peter på 15 år bliver mobbet i skolen, så han holder sig for sig selv og bruger meget tid ved sin computer. En dag er der en pige, der skriver til ham. Men kan det virkelig passe, at hun kommer fra fremtiden?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. aug. 2013

af

af

Pia Petersen

d. 14. aug. 2013

Ungdomsbog til både piger og drenge fra ca. 12 år, men den kan også læses af voksne. På forsiden ses en computerskærm med en stiliseret person under en militærstøvle. De fleste unge vil nok ikke umiddelbart blive tiltrukket af forsiden, hvilket gør at bogen skal formidles til de unge.

Forfatter har fået Norske Børne- og Ungdomsbogforfatteres debutantpris "Trollkrittet" 2012 for bogen. Den handler om den 15-årige, intelligente Niels Peter (NP), der bliver mobbet i skolen. Hans værste plageånd er Andreas, der er en rigtig alfahan og som styrer skolegården med frygt. En dag da NP sidder ved sin pc, bliver han kontaktet af en pige, der hedder Fera. De chatter over flere gange og hun siger, at hun kommer fra fremtiden og at civilisationen, som han kender den, er gået under pga. en diktator, der kommer fra et lille land. NP opdager først til sidst at det er ham, der i fremtiden er diktator, men kan han ændre fremtiden, nu hvor han kender den og har han overhovedet lyst til det? Der er mange emner at diskutere. Sproget flyder fint, hvilket gør bogen nem at læse.

Der er kommet mange dystopier indenfor de seneste par år fx Dødsspillet og Golak, men alle foregår i tiden efter samfundets sammenbrud, hvor denne foregår i nutiden og bygger op mod sammenbruddet. Men temaet om man kan ændre fremtiden, når man kender den, ses bl.a. også i Før jeg falder, 2011.

Tankevækkende ungdomsbog med vægtige emner. Hvis man køber ideen om fremtidschat er det god læsning.