Den evige søn

Selvbiografisk, prisbelønnet roman om at være en selvoptaget digter og far til et barn med Downs syndrom. Primært for litterært interesserede.

Bogen vil næppe vække helt samme begejstring her til lands som i hjemlandet Brasilien, men er velskrevet med et højt litterært niveau og et snert af selvironisk distance. Det er forfatterens 13. og hans første på dansk. En selvoptaget 28-årig digter plejer sin knapt eksisterende karriere, mens hustruen forsørger ham. De får en søn, men ak - drengen er mongol. Felipes udvikling fra 0-25 år følges sammen med hans fars modstræbende, men voksende kærlighed og anerkendelse. Mandens filosofiske og litterære refleksioner fylder meget i bogen.

Det er svært at finde oplagte sammenligninger, men læsere af Knausgaard og Loe vil nok kunne finde paralleller, hvad angår ironi og selvoptaget refleksion hos hovedpersonen. Om familier med et handicappet barn findes fx også Saira Shah: Mit år med Freya, 2013, som har mere feel good-kvalitet, og Niels Lund: Stålbandagen, 2008, som opruller en fabulerende slægtshistorie.

Brasiliansk, prisbelønnet roman som i Danmark næppe vil opnå samme bevågenhed. Med selvbiografisk baggrund fortæller en ung digter in spe, på hustruens forsørgelse, om hvordan livet har formet sig efter at have fået et barn med Downs syndrom. Hans selvoptagethed viger kun langsomt for en anerkendelse og respekt for sønnen, og et let drys ironisk distance mildner læserens syn på ham. Især for læsere med litterær interesse.

Læs hele vurderingen