Tredje bind i serien Sund mad - året rundt, som før har budt på Den lækre smag af efterår og Den dejlige smag af jul, kommer måske lidt post festum og kan lyde lidt poppet, men den gode "kogekone" Helle Brønnum Carlsens medvirken borger for kvaliteten, og at bogen lever op til seriens intention om at bringe lettilgængelige opskrifter på sund mad baseret på årstidens råvarer. Så selv om hver anden af de 115 sider i hovedafsnittet, om maden, som sig hør og bør er et lækkert opstillet og smukt fotograferet, inderligt ligegyldigt farvebillede, så er det egentlige, opskrifterne, en varieret og forfriskende fornyende samling af klassiske retter i ny opsætning, såsom fyldt klar suppe med urtepandekager, hakkebøf med spidskålssalat eller svinekotelet med linser og sennepssmør, god vintermad, suppleret med ligeså solide, men mere eksotiske sager som baskisk muslingegryde, harissasuppe med kikærter eller couscous med grønsager. Velbeskrevet, lettilberedt, hurtig mad for enhver, men ikke mindst yngre selvforsørgere, som ikke bare bruger kogebøger som dekoration og så i øvrigt klarer sig med dybfrosne færdigretter og pizzaer. Selv singler (doubler?) kan let halvere (kvadrere?) de fleste af opskrifterne.