Lækker kogebog, fyldt med farverige vegetariske opskrifter til alle, der laver mad til - og med - en familie, hvad enten jeres livsstil er gennemført vegetarisk eller I blot ønsker at skære ned på kødet med nye, grønne retter.
Ægteparret Frenkiel og Vindahl står bag den vegetariske madblog "Green kitchen stories" og har udgivet en række kogebøger med baggrund i det meget populære brand. De er desuden forældre til 3, og med denne femte udgivelse får vi mere end 70 bud på sund, sjov og vegetarisk hverdagsmad, der tager højde for børnenes smagsløg. Opskrifterne er inddelt under 6 kapitler og præsenteres med foto, ingrediensliste, fremgangsmåde og tidsforbrug. Ofte gives der forslag til, hvordan man kan inkludere børnene i madlavningen, fx kan de piske æg eller rive kartofler (med vanter på!), og til hvordan retten nemt kan opgraderes til en voksenversion. Forrest indholdsfortegnelse, bagerst register.
Smuk og inspirerende kogebog, der fremstår gennemarbejdet, overskuelig og med tydelig appel til børnene. Opskrifterne er nemme at gå til, med anvisninger og ingredienser, der er til at forstå. De mange smukke farvefotos, der efterhånden er blevet forfatterparrets varemærke, pryder også denne bogs sider og gør den visuelt indbydende for børn såvel som voksne.
Forfatterparrets øvrige bøger, såvel som Grøn mad til hele familien, er oplagt læsning for jer, der søger yderligere inspiration til lækre, grønne familieretter.