En sygdom har spredt sig i den lille by og gjort indbyggerne triste. Heldigvis bager byens bager lykkekager mod sygdommen, men Doktor Hjælpeløs har lagt en lumsk plan for at få fingrene i lykkekagerne. Musikfortælling med sangtekster. Til højtlæsning for børn fra 5-8 år.
En mærkværdig sygdom har spredt sig i byen. Alle de smittede har kun lyst til at græde, jamre og beklage sig dagen lang. Heldigvis har byens bager et middel mod sygdommen: en bog med opskrifter på magiske kager, der gør folk lykkelige og får dem til at danse. Men pille-fabrikanten, Doktor Hjælpeløs, er ude efter bagerens lykkekager. Han sætter tyve til at stjæle kagedåsen med lykkekager, alt imens byen intetanende forbereder sig på at få besøg af den sure prinsesse. Ikke alt går efter planen, men den sure prinsesses besøg bliver ét, som indbyggerne sent vil glemme. Med sangtekster og sort-hvide illustrationer.
En lidt gammeldags, eventyrlig fortælling om en bager, der gør folk lykkelige og en skurk med lumske planer. Desværre er bogen uden noder eller angivelse af melodi til de mange sangtekster, der bryder fortællingen. De sort-hvide og lidt naive illustrationer mangler desværre lidt udtryk og dybde, ligesom forsiden ikke helt formidler bogens ellers fine indhold.
Minder i plot, sceneri og sange en hel del om Thorbjørn Egners bøger som fx Folk og røvere i Kardemomme by.