Carol Starkey er tidligere bombeekspert, men efter en voldsom ulykke, hvor hun blev alvorligt såret og mistede sin kollega - og elsker - er hun nu en fordrukken detektiv ved Los Angeles politikorps. Hun sættes på en opgave, hvor en anden tidligere kollega bliver sprængt under demontering af en bombe, og alt peger mod den mystiske mr. Red, en perfektionistisk terrorbomber, hvis højeste mål er at komme på FBIs top 10 over eftersøgte forbrydere. Hurtigt finder Starkey ud af - og langsomt får hun ledelsen overbevist om - at der er en kopiforbryder på spil, og da kun meget få kender alle detaljer ved mr. Reds bomber, retter mistanken sig ind i politikorpset. Crais skriver godt nok og giver også et afskyvækkende indblik i bombefanatiske galninges univers, bl.a. som det afspejles på hemmelige internetsider, men som i mange amerikanske thrillere er de tekniske beskrivelser hele tiden ved at tage overhånd. Det tager lang tid, før spændingen når højder, der får mig til at sætte læsehastigheden op. Til gengæld er persontegningen væsentlig mere nuanceret end i Crais første bog på dansk, L. A. Requiem, 2000. En filmatisering af Den røde engel er (naturligvis) på vej.