Direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup har skrevet en aktuel og vigtig bog om den "kontrakt" der skal binde generationerne sammen i omsorgen for børn, uddannelse for unge og den ældre generation. Hans udgangspunkt er, at balancen mellem de forskellige generationer er under stærk forandring, og at der derfor er behov for debat og information om nye politiske strategier. Med stor indsigt og gode skriveevner formidles en stort stofområde understøttet af diverse tabeller på en engageret måde. BH belyser globale problemstillinger i ældreforsørgelsen, hvorledes forskellige kulturer og traditioner præger løsninger som familiepleje, pensionsforhold, tilknytningen til arbejdsmarkedet, indvandringens betydning, stigningen i levealder og en lang række andre forhold af betydning, når overvejelser og beslutninger skal tages vedrørende fremtidige løsninger på ældreområdet og generationerne imellem. En fyldig litteraturliste til bogens 5 kapitler illustrerer emnets aktualitet.