Bøger / faglitteratur

Den sorte bog om helte fra verdenslitteraturen


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. apr. 2010

af

af

Poul Flou Pedersen

d. 12. apr. 2010

Kan anvendes som en første appetitvækker til en række af de store værker i verdenslitteraturen.

Fra verdenslitteraturen har forfatteren udvalgt en række helte, hvis romanskæbne genfortælles i et lettilgængeligt sprog. Bogen giver sig ikke ud for at være et litteraturhistorisk værk, så det er ikke her, at man skal finde sammenligninger med andre værkers heltefigurer. De litterære helte genfortælles kronologisk, så blandt de første finder vi Odysseus for at slutte med Harry Potter. Don Quijote, Anna Karenina og James Bond er også blandt de i alt 34 skildrede helte. Hvert helteportræt løber over cirka seks sider, som ikke er meget, bogens lille format taget i betragtning. Ud fra et praktisk synspunkt om nem anvendelse i bibliotekerne er det helt uforståeligt, at bogen ikke indeholder sidetal.

Josephsens bog indeholder en langt fra så grundig genfortælling af klassikere som Thomas Thurahs Hvad siger du, Oskar, der samtidigt også henvender sig til store børn. I dag finder man dog intet bedre end Bo Green Jensens omfattende og perspektiverende Det første landskab, som sammen med gode, gamle Verdenslitteraturen hvem skrev hvad med de store referater heldigvis stadig kan redde en skolestil på falderebet.

Josephsens lille bog indgår ifølge bagsideteksten i en større serie med betegnelsen Den sorte bog, der udgives som "en lille rejse/gave-lekture i lommeformat", og som sådan egner den sig nok også bedst.