O'Brien er et pseudonym for den irske forfatter og journalist Brian O'Nolan, 1911-1966, med et højt anset forfatterskab på gælisk i samtiden. Han blev dog først kendt internationalt med Den tredje politibetjent, skrevet i 1940, men først fundet og udgivet posthumt 1967 på engelsk. Det er en vildt grotesk historie om en stille mand, der på mystisk vis kommer til en slags parallelverden, først og fremmest repræsenteret ved en politistation betjent af to absolut ikke normale betjente og vist nok en tredje, der dog langt hen i historien kun er spor efter. I første omgang drejer al samtale sig om cykler og cykelrelaterede forbrydelser, men snart er det klart, at de meget filosofisk anlagte betjente har andre meritter at passe, blandt andet justerer de evigheden! Bogen er rablende morsom, uhyre velskrevet og overbevisende i sin egen forrykte logik. Det er nærmest en slags Alice i eventyrland for voksne på et litterært niveau, der ofte sammenlignes med James Joyces'. Romanlæsere med åbent sind kan vente sig en overraskende oplevelse.