Den kendte forfatter, Jørgen Gustava Brandt f. 1929 har udgivet mange bøger og især rigtig mange digtsamlinger gennem årene. En af de seneste omtalte litterære begivenheder var udgivelsen af hans: Digte 1946-96 i tre bind, 1997. Nu udkommer denne nye digtsamling med såvel korte som længere digte, der handler om musikkens kæmpestore rum, længsel, kærlighed, lyst, natur, årstider og idyl. I midten af det hele står digter-jeg'et, der prøver at nå helt ind til benet af både det helt konkrete og det mere åndelige. Her er fysiske sansninger, minder, refleksioner og filosoferen over livet og dets sammenhænge i et ordrigt og varieret originalt sprog. Her er et par illustrative korte eks.: "...hånlige vandkrukker." og "...syntaktisk forbavselse." Farvetoner og kulører spiller en vis rolle. Stemningen er mentalt vegetativ og verbalt glidende, og man fristes til intersseret at lade sig glide med i samme tempo. Men det går ikke; for hvis man læser disse digte for hurtigt, må man tilbage og samle forståelse og afkodning op. Jeg synes (især efter anden gennemlæsning), at digtsamlingen er lykkedes ganske godt for poeten.