Bøger / faglitteratur til børn / billedværker

Det 20. århundrede i tekst og billeder


Beskrivelse


Det 20.århundrede beskrevet i billeder og korte fakta-tekster om historiske begivenheder, tidens opfindelser, kunst o.s.v.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. sep. 1997

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 12. sep. 1997

Bogen er firedelt, således at hver af perioderne 1900 - 1917, 1918 - 1941, 1942 - 1989 og det sidste tiår får hver sit indledningsafsnit på to sider, som opsummerer perioden i store træk. Ellers dækker hver side tre år, underdelt i emnerne kunst & kultur, videnskab & opdagelser, dagligliv & verdensbegivenheder. Teksten er kort, hovedvægten er lagt på en vrimmel af små billeder i s/h og farve, og udvalget, som naturligvis kan diskuteres, er helt klart præget af sin engelske herkomst. Det er et broget spektrum af navne og begivenheder. Her findes Pavarotti, Marconi, Hollywood, Gustav Holst, Gøg & Gokke, Oppenheimer og Lindbergh, men ikke Melchior, Poulsen, Århus, Carl Nielsen, Fy & Bi, Bohr og Ellehammer. Det er nærliggende at sammenligne med serien Portræt af et årti, som i sagens natur har flere sider til rådighed og dermed bedre mulighed for at gå i dybden, men det foreliggende etbinds værk når p.gr.a den lille typografi, den korte tekst og de små billeder alligevel ud i mange - og undertiden kuriøse - hjørner. Kan anvendes som bladre- og opslagsbog fra 6. klasse.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. sep. 1997

af

af

Walther Knudsen

d. 12. sep. 1997

I stort format og med fuld anvendelse af den velkendte Dorling Kindersley-æstetik: masser af fritskrabede illustrationer placeret frit på siden, får vi en lyngennemgang af dette århundrede. Tydeligvis set gennem angelsaksiske briller. Bogen er opdelt i fire dele: 1900 - 17, 1918 - 41, 1942 - 89 og 1990 - 2000. Hvert tidsafsnit får en generel introduktion og gennemgås så opdelt i fire temaer: verdensbegivenheder, dagligliv, videnskab & oplevelser og kunst & kultur. Afsluttes med stikordsregister. Teksten har helt og aldeles karakter af billedtekster. Som altid, når bogfabrikken, Dorling - Kindersley har været involveret, er illustrationerne i særklasse. Her er ikke billeder, man har set hundrede gange før. I teksten er der selvfølgelig diskutable enkeltheder: Er det helt relevant at vise en rigtig folkevogn i 1936 og er det korrekt at henføre spejlreflekskameraet, som man iøvrigt ikke kan finde i registret, til 1980'erne. Men da bogen mest er til forundringslæsning og bladrekigning, så går det nok. Historieinteresserede børn fra 12 år og såmænd også deres forældre vil kunne få en interessant time eller to til at gå med læsning/kigning af denne bog.



Informationer og udgaver