Interessant og velfortalt bog, der graver dybt i Enhedslistens dramatiske historie fra den spæde start i 1994 frem til 2019. Vil kunne læses bredt af politisk interesserede.
Bogen, der er skrevet af journalist og forfatter Kim Kristensen, fortæller den uautoriserede historie om Enhedslisten baseret på avisartikler, bøger, samtaler med kilder i og uden for partiet samt materiale fra Enhedslistens arkiv. Bogen er kronologisk opbygget og inddelt i afsnit efter de otte folketingsvalg, som Enhedslisten har deltaget i fra 1994-2019. Bogen afdækker de store personopgør og viser de dilemmaer, som partiet og deres politikere i perioden har været optaget af. Vi hører fx om Erik Clausens valgfilm til valget i 1994, hvor Liste Ø for første gang kommer i Folketinget, partiets "nærdødsoplevelse" i forbindelse med opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid i 2007, og om den for omverdenen ukendte beslutning om at stille Thorning-regeringen et mistillidsvotum i 2013 i forbindelse med dagpengespørgsmålet.
Vi kommer godt omkring partiets overordnede politiske udviklingslinjer, fra kampen mod spærregrænsen til positionen som venstrefløjens stærkeste parti, og der krydres undervejs med underholdende og interessante anekdoter om de engagerede personligheder, som samlet set giver et godt (og positivt) indtryk af partiets DNA.
Kim Kristensen står også bag Søren Søndergård - professionel revolutionær. Søndergård var en af hovedkræfternes bag dannelsen af Enhedslisten i 1989.