Flere steder i Mads Brenøes nye noveller har personerne midt i kaos en drøm om at sproget og verden er entydig, gennemskuelig, sig selv fuldt og helt. Sådan burde verden være, "men sådan er den sjældent, den har altid den forkerte størrelse". Ideal og virkelighed passer ikke sammen i disse atten noveller, der har et skarpt blik for det afvigende og lidelsesfulde. Det kan være legemelig deformitet - sære historier om oversavede ben og patienter med amputerede lemmer, som bringer både Villy Sørensen og Peter Seeberg i erindring - mennesker i psykiske grænseområder, som befinder sig på kanten både i overført og bogstavelig betydning - eller den pludselige oplevelse af hjemløshed og ensomhed i mere eksistentiel forstand. I forhold til Det mørke, (1994), har MB fået et mere sikkert greb om novelleformen og viser sit store stilistiske og tematiske register, der spænder fra det frysende, tragiske til det barokke og absurde, med et forsonende stænkt af humor og en fin fornemmelse for hvor tæt de to ting er forbundet. Tematiseringen af kroppen og det morbide er fortsat kendetegnende for MB's prosa, men i forhold til de første bøger er det her aldrig et mål i sig selv, men aspekter af den psykologiske portrættegning der er centrum i hans historier.