Er oplagt for dem, som også har læst forfatterens tidligere bog, men ellers er målgruppen ledere og medarbejdere, der arbejder med salg til det offentlige. Velegnet også til fx en opgave fra handelsskoleniveau.
Forfatteren, der er praktisk og teoretisk velfunderet, skriver opfølgeren til sin bog fra 2001 b2g : salg og markedsføring til det offentlige. Heri præsenterede han bl.a. begrebet "b2g" (Business to Government), et begreb, han selv introducerede for mere end 15 år siden. Begge bøger beskriver således, hvordan man markedsfører og sælger til det offentlige. Forfatteren har selv efterfølgende praktisk rådgivet virksomheder i salg på det offentlige marked. Der findes også et site: www.b2g.dk. Bogen inspireres bl.a. af forfatterens undren over virksomheders tilsyneladende ligegyldighed overfor salg til det offentlige, der har 50 % af alle indkøbskroner, mens det er tvivlsomt om virksomhederne bruger en tilsvarende del af deres markedsføringskroner her. Bogen beskriver "spillereglerne i det offentlige" og redegør for, hvordan offentlige virksomheder køber ind. Der er afsnit om at markedsføre sig som virksomhed som en innovationspartner overfor et offentlig marked i hastig forandring. Forfatteren giver også bud på mulige udviklinger i "Fremtidens kommune".
Udover den nævnte tidligere bog af samme forfatter, er der ikke bøger om emnet.
Relativt lettilgængelig bog, der kan bruges praktisk, og med tankevækkende vinkler på det at markedsføre til det offentlige.