Bogen er dels beregnet til faget projektstyring på akademiuddannelserne dels tænkt som håndbog for projektudviklere. Med sin klare systematik og sin forholdsvis enkle og ligefremme sproglighed egner den sig fortrinligt til begge dele.
Bogen rummer en passende mængde teori garneret med en række cases. Der indledes med et overblik over projektforløbet, mens bogens øvrige kapitler trænger dybere ned i forskellige emner i projektstyringen. Bogens emne retter sig især imod servicesektoren, idet der er tale om "bløde projekter", hvilket her vil sige projekter uden et konkret, fysisk resultat, men derimod forandrings- og udviklingsprojekter. Bogen har karakter af typisk lærebog på ledelsesuddannelser, men vil også fungere fint som opslagsbog. Forfatteren er ledelseskonsulent. Bogen er en 2. udgave.
I forhold til 1. udgaven fra 2005 er denne trimmet, revideret og tilrettet, så den den kan bruges i fagmodulet "Projektstyring i praksis" på akademiuddannelserne. I øvrigt kan nævnes Projektstyring i teori og praksis, 2011 for nogenlunde samme målgruppe.
En håndbog og lærebog, der giver overblik over de mange aspekter og problemstillinger, der knytter til at arbejde med projekter. En passende mængde teori og en passende mængde praksis. 1. udgave er stadig gangbar, men kan med fordel udskiftes.