"Det er et album, en sammenhængende lytteoplevelse af helt klassisk format, hvor de 11 tracks i samarbejde skaber en rejse, en fortælling og et karakterbillede, der siger så meget mere, end sangene gør hver for sig. Her kan Jessens inderlige sangskrivning selvfølgelig tage en del af æren, men selv fra et rent musikalsk standpunkt har albummet også et vidunderligt flow, som den både herligt tempofyldte og afdæmpede guitarpop ringler afsted med små afstikkere til blandt andet jazz. Ét nummers outro lægger smukt op til det næstes intro, og til tider smelter sangene nærmest sammen ... Ambitionerne er tårnhøje, sangskrivningen er knivskarp, og albumstrukturen er umådeligt velovervejet - det er sjældent, man falder over et debutalbum af samme kaliber som 'Det skandinaviske design'".