En bog om alle øerne i farvandet mellem Fyn, Langeland og Ærø. Bogen kan bruges af voksne og store børn, lokale, turister, sejlere m.fl., som interesserer sig for farvandet og disse øers natur og kulturhistorie.
Der er noget generelt om områdets geologi, historie og natur. Derefter fortælles om 55 øer, helt ned til den mindste ubeboede holm i farvandet. Om hver ø er der dels nogle fast rubricerede fakta om areal, befolkningstal, adgangsforhold og transport til øen. Derpå fortælles om øens natur og historie ud fra et stort kendskab, som forfatteren har samlet ved at arbejde med emnet og ved at bo i området gennem mange år. Ledsaget af mange udmærkede farvefotos og landkort, som gør det hele nemt tilgængeligt, sammen med et emne- og stedregister.
Bogen udkom i 1. udgave i 2004 med titlen Sydforfyn.dk. I den nye udgave er i uvæsentlig grad skiftet nogle billeder ud. I teksten er indføjet små tre tværgående temakapitler, og øernes indbyggertal er rettet. Ellers er der ikke ændringer af større betydning.
En overskuelig, nemt tilgængelig guide i ny udgave uden mange rettelser.