Som en pendant til forfatterens roman I en anden, der udkom fornylig, kan denne digtsamling aflæses. Den skildrer et distanceret kærlighedsforhold til en fjern, uhåndgribelig person, kaldettroldmanden. I forhold til de to digtsamlinger, Uden og Ind er den klaustrofobiske stemning yderligere accelereret. Ganske vist indføres et miljø, hvilket ellers ganske mangler i digtene, medhavet, bjerget og stjernerne, til gengæld mangler den latente farlighed og spændingen mellem personerne fra de første to digtsamlinger. I modsætning til disse findes der dog en vis afvæbnende humorog selvironi. Stilistisk er digtene meget blandede, mest virkningsfulde er de indledende og afsluttende digte, holdt i korte strofer. Det monogame kærlighedsforhold udvikler sig til, at de beggeønsker dets afslutning: »Men siden lærer jeg./At ønske nogen./Bort.« Dominerende er afmagten ved ikke at kunne elske: »Du er tabt/du er langt væk/du er en fremmed mand/under en drivende mørkhimmel.« Forholdet er udbrændtog efterhånden trivielt at læse om for 4. gang. Det ville være gavnligt for forfatterskabet, hvis Juliane Preisler indså, at der ikke kan koges mere suppe på denhistorie, at hun må søge nye temaer.