Kom med på et spændende kulturhistorisk ridt gennem det vilde vesten befolket af indianere, cowboys, guldgravere og en enkel kannibal eller to. For dig som er kulturhistorisk interesseret og fascineret af dengang Amerikas vilde vesten var vildest.
Martin Nedergaard Andersen samler her 100 års historie. I forordet fortæller han om sin fascination af det vilde vesten og om research med kildelæsning og besøg på de steder historierne udspillede sig. Her er fx indledende historien om pionererne Lewis og Clark, som drog vestpå i 1804 i spidsen for 51 mænd, en kvinde og en hund. USA med Jefferson som præsident bestod dengang af kun 16 stater alle på østsiden af kontinentet. Tidligere havde fantasierne om det ukendte vesten budt på rygter om mystiske folkeslag og dinosaurer. Andre af de mange historier i bogen fortæller fx om guldgraveri, prostitution, whisky, poker og hævntørst. Blandt de mange overskrifter er "Løb, hvide mand", "Fuld af hævntørst", "Det føles som hele mit hoved blev hevet af" og "Har du nogensinde smagt en Sioux-lever? ". Sidstnævnte overskrift fortæller om den rødskæggede kæmpe John Johnston, som med rette bar tilnavnet "Liver-eating Johnston". Forfatteren er ikke historiker, men arbejder med at udvikle bræt-og kortspil i Danmark og i USA.
God underholdning en søndag eftermiddag i solen. Forfatteren er velskrivende og historierne er troværdigt researchede.
På folkeskoleniveau findes Det Vilde Vesten.