Denne bog om risikokommunikation er tilblevet p.g.a. stor efterspørgsel fra personale hos offentlige myndigheder på foredrag om emnet. Forf. arbejdede, da behovet viste sig, med et ph.d.-projekt om forestillinger om risici i konflikten mellem genteknologisk og økologisk landbrug. Der er ofte konflikt mellem eksperternes og befolkningens/mediernes vurdering og vægtning af risici, f.eks. svarer risikoen ved at spise en T-bone-steak (BSE) faktisk til risikoen ved at cykle 1,5 meter i trafikken! Bogens første del analyserer forskellige teorier om risikobegrebet, og anden del beskæftiger sig mere praktisk med risikobegrebet sat op imod idealer og praksis for risikokommunikation. Hensigten er, at dialogen i samfundet om det usikre skal blive mere saglig, åben og demokratisk - at få "bedre" konflikter om risici. Bogen henvender sig til de formidlende myndigheder m.v. samt til alle, der interesserer sig for, hvordan kommunikation i samfundet om risici foregår meningsfyldt og uden meningsløse konflikter. Det mærkes under læsningen, at forfatteren er ekspert i at kommunikere - cand.comm. med biologi, nu tilknyttet KVL.