Digter og storby : tre romaners fortolkning af industrialismens København

Fra 1870 til 1901 steg Københavns indbyggertal fra ca. 180.000 til 360.000. Denne eksplosive forvandling til storby blev »et nyt og spændende beskrivelsesområde men også en ny og truende virkelighed«. Det er tre såkaldt naturalistiske forfatteres opgør med denne virkelighed, som det giver sig til kende i tre hovedværker, der er denne bogs emne. I analysen af Herman Bangs Stuk viser K. M. at Bangs opgør med storbyen er en umulighed, fordi den virkelighed, der skal fortolkes, unddrager sig fortolkning, idet den netop er en del af den kunstneriske skabelsesproces. I Drachmanns Forskrevet ser K. M. et forsøg på at sammentænke størrelser (nemlig kunstnerens og samfundets værdibevidsthed), der ikke mere kan sammentænkes. Kun i Pontoppidans De Dødes Rige ser K. M. det undergangsmotiv, de tre romaner har fælles, gennemført på overbevisende måde. - Skønt romanernes behandling af storbymotivet er i centrum, betragtes den ikke isoleret. Og det er bogens styrke og svaghed: fremstillingenvirker ikke énøjet, men de stadige sideblik efterlader en del løse ender, som man nu må forfølge i andre værker. Men det er en lille indvending mod en klar og let læselig bog, der peger på noget meget interessant.

Læs hele vurderingen