Forlaget Atelier udsendte i 2001 en bog om mad for diabetikere med titlen Diabetes kogebogen. Nu sender samme forlag denne udgivelse på det danske marked igen med samme indhold, men med en ny titel: Din diabetes kogebog. Forlaget har også her i 2006 udgivet en anden kogebog for diabetikere af forfatteren Azmina Govindji med titlen Diabetes kogebogen. Din diabetes kogebog er udgivet af Diabetesforeningen i England. Fagfolk har medvirket indenfor emnet kost til diabetikere, og den danske redaktør er klinisk diætist. Her er gode råd om diabetes, kostplan til en afbalanceret kost og opskrifter på velegnede forretter, hovedretter og desserter. Opskriften på den enkelte ret fylder en side med ingredienser, vejledning, energifordeling, tilberedningstid og tips til servering. Bogen har et flot layout og er illustreret med mange store og små farvefotografier. Opskrifterne er lette at gå til og overskueligt stillet op. Bogen er meget anvendelig, da opskrifterne er inspirerende og moderne. Kogebogen vil tiltale den store gruppe, også yngre, der får diabetes og retterne vil kunne spises af hele familien. Der er indenfor de seneste år udkommet flere kogebøger for diabetikere, men hvis man ikke har købt udgaven fra 2001 vil denne nye udgivelse være en udmærket mulighed..