Der er tydelig mindre efterspørgsel på skønlitteratur oversat fra italiensk, spansk og portugisisk, end der er på amerikanske og engelske forfattere. José Saramago har dog en trofast skare læsere, som sikkert også vil tage denne roman til sig.
I et land holder folk pludselig op med at dø, også selvom de er dødssyge. Det er glædeligt, i første omgang, men pludselig dukker en masse samfundsmæssige problemer op. Hvad skal vi med kirken, når vi ikke kan genopstå fra de døde? Hvad gør vi med kronprinser, når konger ikke kan dø? Maphiaen, som den hedder her i bogen, tilbyder at transportere de næsten døde personer over på den anden side af grænsen, så man kan slippe af med dem. Døden, personificeret som kvinde, lover at genoptage sit arbejde, men render ind i en mand og -. Samfundssatire på et meget morsomt og - morbidt - niveau.
Samuel Beckett, Dario Fo, George Orwell er forfattere jeg får associationer til ved læsning af bogen.
Det er besværligt at læse Saramago. Han skriver i meget lange passager, langt mellem punktummerne. Selv dialoger skrives i en lang sætning. Det er kun fordi indholdet er så spændende, at formen trods alt bliver underordnet.