Et klart informerende hefte om 16 danske landlevende snegle, med og uden hus. De 16 arter er blandt de mest kendte og iøjnefaldende, bl.a. i danske haver.
Her er beskrevet sneglenes anatomi, levevis, formering, føde og fjender. Så beskrives de 16 arter hver ret grundigt, og der er en bestemmelsesnøgle. Heftets oplysninger om især dræbersneglens døgncyklus, årscyklus, skjulesteder m.m. giver afsæt til en kvalificeret bekæmpelse, og konkret anvises, hvordan man bekæmper den med indsamling, fælder, gift eller hegning, eller ved at fremme levebetingelserne for dræbersneglens fjender, bl.a. pindsvin. Dræbersneglen findes i mange farvevarianter, som kan gøre den svær at skelne fra en række uskadelige snegle. Til artsbestemmelsen hjælper en lang række skarpe farvefotos.
Samtlige danske sneglearter findes i videnskabelige skrifter. De største og mest kendte arter er beskrevet i adskillige populære bøger om mindre dyr i skoven og haven. Specielt dræbersneglen er beskrevet for børn i Steen Aggers Dræbersneglen, 2008, humoristisk beskrevet (men også sagligt) i Sarah Fords Til kamp mod dræbersneglen, 2008, og i Den sneglefrie have, 2008. Den sidste er den mest detaljerede, hvad angår bekæmpelse. Herværende hefte supplerer med de andre lignende sneglearter, men bringer ikke afgørende nyheder om bekæmpelsen.
Dræbersneglenes hærgen er forskellig fra have til have. Når man følger med i pressen, er den fortsat en aktiv spiller på banen. Så det er godt at kunne finde klar information om arten i dette hefte, som ud over dræberen beskriver 15 andre arter af snegle fra haven og skoven.