Fin eksistentiel billedbogsfortælling for børn på 5 til 8 år om tilværelsens store spørgsmål, indlejret i en fortælling om en pige, der får en ikke helt ukompliceret drage som kæledyr. Samtidig et strejftog hen over årets svenske gang i naturen.
Bodil får en drage af sine biavlende, svenske forældre, noget af en udfordring for en pige, der nu ikke længere går ud af magtkampene som den stærkeste. I dyrebogen står, at drager er store og stærke og kan spy ild. Dertil kommer, at de er frygtløse og altædende. Denne her foretrækker nu småkager, og den vil ikke altid derhen hvor Bodil vil, den foretrækker troldesten, rævehuler og mørke skovsøer. Bodil slipper den løs, og de mødes i ny og næ og kæmper om pladsen på den højeste sten, nu uafgjort. Da det bliver vinter, fryser dragen om tæerne og vil ikke ud, men foråret skyder et nyt kapitel i gang: ildspyning: PUFF! Herefter mødes de, men kun når Bodil ikke har halsbånd og snor med. Boel Werners tegninger oser af Sverige og intelligens, teksten snor sig finurligt uden om billederne, der er tale om et mangefacetteret værk til eftertanke. Boel Werner kendes som illustrator til andres tekster, som ene-kunstner er hun ny - og velkommen - i Danmark.
Pija Lindbaum kommer tæt på - bortset fra at hun er mere tragisk.
Billedbog i eliteklasse for de tænksomme.