Ingo Siegner har både forfattet og illustreret denne bog, som handler om drageungen Kokosnød. Bogen er bedst egnet til oplæsning. Den kan selvlæses fra 4. - 5. kl. men vil ikke have indholdsmæssig relevans for denne aldersgruppe. Yngre børn kan have glæde af at kigge på de mange farverige illustrationer. Kokosnød bor på en af de mange øer, som ingen mennesker endnu har opdaget. Han er en ilddrage og bor der sammen med sin familie, andre dragearter og atter andre dyr, der ikke er drager. I flæng kan nævnes hvaler, hulepindsvin, søslanger, et huleuhyre m.fl. Kokosnød er vældig nysgerrig, eventyrlysten og modig, og dette giver næring til de forskellige kapitler. Han oplever meget og kommer ofte i fare, men ved venners og heldets hjælp slipper han godt fra de farlige situationer. I sidste kapitel "redder" han endda huleuhyret og får det integreret på Drageøen. Sproget er ikke ganske enkelt. Jeg vil tro, at en del ord skal forklares hen ad vejen, så bogen skal også af den grund skal læses højt. Illustrationerne er festlige, farverige akvareller, som indeholder mange sjove detaljer, som målgruppen vil have fornøjelse af at studere.