Jeanne Willis og Tony Ross har ofte lavet billedbøger sammen. Selvom Ross's streg i denne billedbog er genkendelig, er den anderledes. Den er mindre detaljeret og mindre sprudlende. Den er tegnet med større, bredere og løsere penselstrøg i varme, stærke farver, der er med til at give atmosfære. Illustrationerne harmonerer med den enkle, afbalancerede tekst, der indeholder elementer af gentagelser. I fællesskab svinger tekst og illustrationer sig op til bogens farefulde højdepunkt, da drengen møder krokodillen. Dyrene og drengen udstråler personlighed midt i den frodige savanne. Så selvom bogen er lavet over et tema, der bestemt ikke er ukendt blandt billedbøger, vil de 3årige hygge sig med den og nyde det lille gys. For det må være ubehageligt at vågne og mangle sin navle, som bogens hovedperson, drengen, gør det. Han drager ud i junglen og spørger de forskellige dyr, om de har den. De svarer nej og viser beredvilligt deres egen navle frem. Kun krokodillen vil ikke svare. Og så må drengen ud i det farefulde vand og stjæle den tilbage. For det er krokodillen, der har taget den.