Til den lidt ældre låner som sikkert vil kunne glæde sig over at genkende beskrivelserne af dagliglivet i Danmark og København anno 1940-1960. Bogen er flot sat op med mange billeder og god læsbar typografi.
Vadmand (f. 1939) er tidligere skolelærer og har i mange år skrevet tekster til revyer over hele landet. Som indfødt Vesterbro-dreng i et traditionelt arbejderhjem har han et indgående kendskab til bydelens historie, og den viden bruger han glimrende i sin bog. Det er dog først og fremmest en biografi om livet i perioden 1940-1960, som var 20 begivenhedsrige år i danmarkshistorien. Vi hører om det hårde liv under besættelsen, gadernes udvikling, kendte mennesker og originaler, men også om mere private ting som kammeratskaber, pigerne, og faderens alkohol misbrug. Helt centralt i fortællingen er dog beskrivelserne af "Den Sorte Skole", hvor børnene var underlagt jernhård disciplin, og det kan undre at Vadmand senere valgte skolen som sin levevej. Det hele er fortalt i et levende og lettere frimodigt sprog, som ikke altid er for den bornerte type. Vel bliver nogle af historierne lidt for personlige og private, men Vadmand udviser et fint fortællehjerte og tidsbilledet af periodens København er absolut troværdigt og godt tegnet.
Andre gode biografier omhandlende Vesterbro i perioden er Willumsens Det søde med det sure og Frederiksens Englesang og hornmusik.
En personlig og original fortælling om et Vesterbro set fra børnehøjde.