16-årige Adam må ud på en længere rejse for at finde sin kidnappede tvillingesøster. Ikke kun en rejse i tid og rum, men også en rejse i filosofiens verden for at finde svaret på, hvad et menneske er. En spændende og anderledes science fiction-bog for tænksomme unge fra 15 år.
Adam lever i 2045 i et stærkt totalitært samfund, hvor kunstig intelligens og teknologi er højt udviklet, og fjenderne er mange. Da han begynder at lede efter sin søster, aner han ikke, at det kommer til at blive en filosofisk dannelsesrejse af dimensioner både for ham selv og hans følge, som består af den kvindelige hacker V, computeringeniøren Al, et genmanipuleret kæledyr og V's digitale daimon, som ved alt om filosofi. Den lille flok kommer gennem alt fra Sokrates til Hilary Putnam for at nå frem til et svar. Forfatteren underviser i filosofi i gymnasiet.
De mange relevante filosofiske problemstillinger bliver formidlet klart og letforståeligt og giver lyst til at fordybe sig yderligere i emnet. Bogens mange cases vil være oplagte at bruge i undervisning og som diskussionsoplæg. Rammefortællingen er kompleks med mange bipersoner og et væld af dramatiske begivenheder, men bliver ikke rigtigt spændende og medrivende.
Det ligger lige for at sammenligne med klassikeren Sofies verden, som dog er mere omfangsrig og nok også sværere at gå til.