"Utopia"- det første afsnit i Dan Schiødts digtsamling rummer en række mareridtsagtige drømme- og fremtidsscenarier, men også eksempler på en ubetinget tillid til poesien som en utopisk kraft: "Min by er poesiens,/ som ikke har fundet sin fysiske skikkelse,/ men dog lyser lyrikkens fakkel i mørket,/ og jeg drømmer, den vil blive stærkere end sværdet." Den tematisk righoldige samling kommer omkring alle poesiens klassiske temaer: Kærlighed, natur, barndom og død, spejlet i eksistentielle kategorier, eller sat ind i en mere tidsaktuel kontekst. Digtene er båret af en smuk humanistisk vision og tro på "poesien i livet", men ofte låser det også teksterne fast i lidt for generelle udsagn og abstrakte modsætninger mellem ondt og godt, sort og hvidt. Mest kunstnerisk overbevisende forekommer de enkle, korte former hvor et markant og sanset billede står og lyser op med en kraft som kaster "grus" i alle forudfattede holdninger og meninger. Forfatteren, (f. 1955), har bidraget med digte til adskillige antologier og debuterede i 1981 med samlingen Den forbudte mand.