Bøger / skønlitteratur / roman

Du blinkende, klare stjerne


Beskrivelse


Jeanet er gift med den voldelige alkoholiker Martin, men Jeanet siger fra og smider ham med venners hjælp ud, da hun opdager, at han også har affærer med andre kvinder. Hun bor nu alene med sine to små piger, men finder omsider kærligheden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. nov. 2011

af

af

Grethe Lorentzen

d. 21. nov. 2011

Romandebut om Jeanet, der har traumatiserende barndomsoplevelser og et voldeligt ægteskab bag sig, men som alligevel ikke opgiver drømmen om lykke for sig selv og sine to små piger. Fortællingen virker lidt privat, og der er paralleller til forfatterens eget liv i romanen. Vil primært blive læst af kvinder, der har temaerne tilfælles med forfatteren.

Judith Marli (f. 1944) er opvokset i Nørresundby ved Aalborg, hvor også denne fortælling foregår, og har tidligere udgivet bogen Livet der blev svigtet om sin norske mand Kjells kræftforløb og fejlbehandling i sygehusvæsenet. Marli debuterer som romanforfatter med fortællingen om Jeanet, som er gift med den voldelige og upålidelige alkoholiker Martin, med hvem hun har to små piger. Jeanet bryder ud af ægteskabet og kæmper sig igennem en uddannelse med hjælp fra gode naboer og venner. Forholdet til moderen er problematisk pga. dårlige barndomsoplevelser og overgreb fra stedfaderen, som Jeanets mor ikke vil vedkende sig, men Jeanet møder kærligheden med nordmanden Kevin. Romanen får ikke helt vægt og fylde fordi hovedpersonerne primært er beskrevet qua deres roller som henholdsvis offer, skurk og redningsmand. Sproget er præget af aalborgensisk jargon.

Tematisk minder romanen om Kirsten Hvitveds Stines billeder, 2010, en fortælling om en traumatiseret barndom, der kaster skygger ind i voksenlivet.

En lidt usikker romandebut om alvorlige emner, som ikke helt fanger fordi personerne er beskrevet qua deres roller.