16-årige Cass, enebarn, enegænger og drømmer, overtales af veninden Mel til at gå med til en fest. Her får hun rigeligt at drikke, møder Steve, en ung amerikaner på rejse rundt i Europa, bliver betaget og går i seng med ham. Uheldet er ude, og hun bliver gravid, Steve er rejst videre, og Cass skal finde en løsning. I løbet af de næste måneder sker der meget med Cass. Hun frigør sig fra forældrene, tager selv stilling til hvordan hendes liv skal fortsætte, og samtidig opstår et venskab til en af klassens utilpassede drenge, James, der kommer fra en familie med druk og vold. James stikker af hjemmefra, og Cass finder ham efter en del vanskeligheder. Man kan ikke sige, at bogen viser nye synsvinkler på de problemer unge kan komme ud for, men den er velskrevet med en god personkarakteristik af de vigtigste personer. Forsiden, et lidt uskarpt udsnit af et pigeansigt og bagsideteksten vil appellere til målgruppen, piger fra 7. kl. Jeg er ikke i tvivl om, at den vil blive lige så udlånt som forfatterens andre bøger.