Farverig og sansemættet roman om Marie Grubbe (1643-1718). Den vil interessere læsere af historiske romaner, og forsiden er fin.
Lone Hørslev (f. 1974) har denne gang skrevet en historisk roman og det med et godt resultat. Hovedpersonen er selveste Marie Grubbe, en velkendt person i dansk litteratur. Hun følges i vinteren 1666-1667, lige inden hendes sociale deroute. Hun bor i Norge med sin mand, statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve, hvor hun har haft et lidenskabeligt forhold til anden side. Nu trøster hun sig med sin svoger, bliver opdaget og romanen slutter her, inden den store fornedrelse, som refereres i et efterskrift. Marie Grubbe skildres som en frustreret og ulykkelig kvinde, og som læser kan man sagtens følge hendes bevæggrunde. Sproget er blomstrende og levende, og læseoplevelsen er intens.
Holberg, Blicher, J.P. Jacobsen, Ulla Ryum og Juliane Preisler har også skrevet skønlitterært om Marie Grubbe, hvortil kommer biografier. Der er plads til alle versionerne om den historiske kvindeskikkelse, som til stadighed fascinerer.
Fin historisk roman om Marie Grubbe, som kan være med til at åbne øjnene for denne fascinerende kvindeskikkelse og -skæbne hos nye generationer af læsere.