"I de bedste øjeblikke svinger de vokale harmonier som et soulkor ledet af svenske Jenny Wilson med Kate Bushs drilske fingre på volumenknappen, og i de værste lyder det som stadionrock for nymfer, sådan noget som Emmelie de Forest og Shakira ville synge med på. De vokale arrangementer med temposkift og harmoniske sammenstød, der flakker majestætisk som en prisme på et Pink Floyd-cover, er smidige og teknisk upåklagelige. Det er skønsang med lyse striber. Men det er også upersonligt. Med opera og strygere indspillet af familiemedlemmer har hun ellers allieret sig med de nærmeste for at fortælle sin historie med electro-pop, ballader, klubbeats, jazzede moods med yndige skrammer i lakken, synkoperede beats og andre rytmiske forsøg på at kortslutte forudsigeligheden".