Livsfilosofi skal i denne bog forstås som filosofi byggende på liv frem for fagvidenskabelig fornuft; altså traditionen fra tysk anti-rationalistisk romantik. Bogens mål er at blande sig i debatten om forholdet mellem natur- og humanvidenskab ud fra livsfilosofiens ståsted. Med emner som etik, metafysik, erfaring og livets mening. Bogen gennemgår 16 kendte tænkere og forfattere og er opdelt i 3 hovedgrupper: 3 forfattere, 6 danske og svenske tænkere fra 1800-tallet (undtagen Løgstrup) og 7 franske og tyske filosoffer fra første halvdel af 1900-tallet hørende til den fænomenologiske og eksistentialistiske ende. Hvert afsnit gennemgår personens tankesæt om livsfilosofi. Hvert afsnit har sin forfatter. De er alle akademikere: professorer, teologer og magistre fra universitetsverdenen. De fleste også kendt uden for denne verden. Alle har bestræbt sig på at skrive i et forståeligt sprog. Den erklærede målgruppe er faggrupper inden for social-, sundheds- og undervisningsområdet og andre interesserede. Mit bud er at den mest er for studerende inden for disse områder. Derudover for højskoler og studiekredse.