Bogen har høje og mange ambitioner, og mange af dem indfries. Nogle af og til klodsede billeder og selvopfundne og ikke særligt mundrette ordsammenstillinger trækker ved læsningens begyndelse bogen ned, synes jeg. Men som handlingen tager fart gribes man af spændingen, af smukke lyriske passager og af et godt sammenskruet plot. Historien handler om alderdommens umyndiggørelse, om at tage vare på sit og sine nærmestes liv og om kunstens nødvendighed, det hele tilsat et kriminalistisk plot. 87-årige Elinor Mark bor på plejehjemmet med det uheldsvangre navn Soldug. Trods begyndende demens vokser hendes mistanke om at der er noget forkert ved adskillige dødsfald på hjemmet. Hun forsvinder en dag sporløst, og den unge rengøringsassistent Bella Memoriam tager opklaringssagen i egen hånd. Bogens prosa fungerer bedst i beskrivelserne af Elinors erindringer fra et langt liv og i lange, dagligdags og smukke passager om hendes liv med den keramikfremstilling, som både er en nødvendighed og en flugt. Beskrivelserne af den gamle kvindes vaklen mellem tågede anelser om nuet og klarsyn og hendes erindringer om det smertelige svigt overfor datteren, er smuk og gribende læsning.