Denne lille oplæsningsbog, for drenge og piger fra 6 år, vil på grund af størrelsen ikke være let at få øje på i bogreolen, og den vil efter min opfattelse heller ikke blive voldsomt efterspurgt. Hovedpersonen Lisa bor alene sammen med sin mor, og hendes eneste ven er en gammel mand, der bor i nabohuset. Lisa besøger dagligt sin nabo, og han fortæller hende historier fra Bibelen og lærer hende at bede til Gud. Historiens højdepunkt er, da Lisa sender en ballon af sted med et brev til Gud om, at hun ikke vil på fritidshjem. Brevet findes af en pige fra et religiøst hjem, og de to piger bliver venner. Bogen er oversat fra tysk og virker både i sprog og handling lidt gammeldags. Således taler Lisa næsten for korrekt til at være 10 år - til gengæld er bogens tekst ikke altid helt i orden - der kunne godt have været brugt flere ressourcer på korrekturlæsning. Bogen vil muligvis kunne bruges som oplæsningsbog i forbindelse med kirkeligt arbejde blandt børn - men til almindelig fritidslæsning er handlingen lidt for tynd til at kunne fastholde opmærksomheden. Teknisk set kan teksten læses af børn fra ca. 10 år.