Forf.'s med spænding imødesete litterære kommentar til Tysklands genforening. Den gamle drøm er således atter realiseret, for Grass snarere en stor kolonisering mod øst, i hvis kølvand nye byrder og menneskelig elendighed følger. I et spinkelt handlingsforløb afspejles det i de to gamle "ossiers" Wuttke og Tallhovers slentren rundt i Berlin. Wuttke, den lille mand, der i forf. Th. Fontane's (1819-98) liv og levned altid har fundet udveje for at overleve i eget "indre eksil", og Tallhover, evig systemtro fra Bismarck via Gestapo frem til Stasi, altid tjenstvillig. Som forbundne kar ses de nu, hvor deres slentren udvikler sig til en minutiøs panoreren henover 150 års tysk historie og kultur, en altfavnende og med karakteristisk tysk grundighed skildring af og advarsel mod de farer, som Grass ser: fortrængningerne fra Bismarck's tid frem til nu, hvor Treuhand huserer hæmningsløst, den kritikløse jubel, den blinde chauvinisme og fremfor alt fraværet af humanisme. Ikke en specielt nem eller fremkommelig roman, tæt skrevet og tynget som den er, ikke mindst kompositorisk med sine mange skift til Fontane's tid. Den vedholdende og tålmodige læser præsenteres imidlertid for en fuldbåren mosaik, der rummer et hjørne af historien set gennem en stor kunstners briller.