Anne-Marie Alm begyndte sin tilværelse som "uægte" barn med en mor, som hun forguder. Da moderen påtænker giftermål med en lidet tiltrækkende mand, er den 12-årige pige snedig nok til at foranstalte en opdigtet voldtægtsscene med sin vordende stedfar og dermed forpurre ægteskabet. Moderen dør nogle år efter og den forældreløse bliver et let offer for en ansvarsløs, ganske ung mand, som selvfølgelig render fra sit ansvar som barnefader. Anne-Marie kommer på et "kvindehjem", føder en dreng, som hun gør desperate forsøg på at beholde, men til sidst må lade bortadoptere. Nu træffer hun en ung mand, som hun virkelig elsker, desværrre omkommer han ved en drukneulykke og for at skaffe sit barn nr. 2 en far gifter hun sig med en mand, der er god nok, men som hun alligevel får jaget fra sig, selvom han påtager sig faderskabet for Joan. Efter forskellige mislykkede pladser som husbestyrerinde ender mor og datter hos en ejegod 50-årig enkemand, som omfatter Joan med faderlig kærlighed. Afjaulusi forsøger fru Alm at pådutte ham et lignende forhold, som hun som lille pige selv brugte, men den ejegode mand får håndfast bragt hende til at tænke sig om, så det ender med, at Joan og hendes mor går lysere tider i møde. - Evt. rettelser i den nye udgave forringer ikke dens popularitet, som jo næsten står på højde med Guds blinde øje. Derfor stort eks.tal også til u-hylden. Tidligere udgaver er sikkert også snart slidt op.