Titlen skal forstås mere end bogstaveligt: Nok dør hovedpersonen til sidst, men han dør som mand lang tid inden. Hansen er tilbage i den psykologiske roman, og det med maner med en meget smuk og vedkommende fortælling om patriarkens fald. Jes er bygmesteren, der har kæmpet sig op i samfundet mod fordomme og i høj grad med egne næver. Han kræver det yderste af sig selv og forventer at ansatte og familie gør det samme. En blodprop gør ham for første gang afhængig af andre - og det er det svært at affinde sig med. Første gang var et varsel, han langsomt overvinder følgerne af, næste gang er det værre. Romanen skifter mellem fortællen, dialog og lange indre monologer fra især Jes og hans datter, som meget af omsorgen hænger på. Monologerne er holdt i de tænkendes sprog med mange associationer og afbrudte kæder. Hansen behersker teknikken, men det kræver en ret høj koncentration af læseren, der dog bliver belønnet for indsatsen, og Gynther Hansen fortjener et større publikum end sædvanlig med En mands død.