Bogen henvender sig til læsere med interesse for litteratur om terror i nyere tid, og den kan, grundet noter, anvendes til opgaver fra gymnasieniveau og op.
Borchgrevink har i Norge modtaget Kritikerprisen for denne bog, og dette med rette. Han beskriver i sikker sproglig stil Anders Breiviks liv, med særlig vægt på forholdet til moderen og opvækstens indvirken på hans holdninger og handlinger. Bogen bliver en krydsning mellem biografi, drama og samfundsdebat. En bog, der beskriver, hvordan svigt i barndommen kan mærke et menneske for livet. I meget detaljeret stil beskrives Breiviks færden den 22. juli, lanceringen af kompendiet og den fatale dag på Utøya samt beretninger fra overlevende og redningsmænd, som ikke tidligere er blevet dokumenteret.
På dansk findes Fatland: Året uden sommer : fortællinger fra Utøya, 2013, men den koncentrerer sig mest om øjenvidneberetninger, hvorimod indeværende bog portrætterer Breivik på et psykologisk plan, hvorfor den klart bidrager med noget nyt til bibliotekernes hylder.
Borchgrevink har skrevet en detaljeret krydsning mellem biografi, drama og samfundsdebat om Anders Breiviks opvækst, tragedien på Utøya og reaktionerne. Bogen tilføjer bibliotekets samling af litteratur om terrorangrebet på Utøya noget nyt og vil ydermere kunne anvendes til opgaver fra gymnasieniveau og op.