En lille sofistikeret perle fra den brillante svensker, der desværre døde i 2000. Denne ultrakorte roman er på en gang en litterær uhøjtidelig spøg og en begavet og tankevækkende refleksion over skrivekunstens - ja al kunsts væsen. I den ydre fortælleramme drager Tunström til New York med kun en sætning og nogle vage ungdomsminder i bagagen. Sætningen, "En let brise fik træets løvhang til at skælve i eftermiddagsheden", skal gerne blive til lidt mere. Men forfatteren render hurtigt på den kompromisløse kunstner med livslede, Bendel Bigard, som han indgår væddemål med om at få solgt et af hans malerier til høj pris. Det lykkes bl.a. ved, at Tunström overtager kunstnerens identitet; men det kommer der ikke noget godt ud af - bortset fra de interessante personer og dialoger han oplever, som forlener det ellers mere dybsindige ærinde med lethed og humor. I den indre ramme kører forfatterens mere uhåndgribelige indre monolog dels med bestræbelserne på at få den medbragte sætning til at udvikle sig dels med henkastede referencer til andre forfattere. Trods bogens skitseagtige afsæt giver den en hel og fin hurtig læseoplevelse, som man med fordel kan tage et par gange for at få det hele med.