Månemælk er en dejlig roman. Livets alvor, sjælens ubodelige ensomhed, det at savne og at tage afsked - tunge emner, som Göran Tunström på sin egen facon får beskrevet med humor og varme. Handlingen er forlagt til Island og følger den moderløse Petúr og hans far Halldór. Halldór er jævnaldrende med republikken og "verdensberømt" i Island, fordi han er oplæser i radioen. Halldór er til kammermusik, kvinder og glade dage, og han ser det bl.a. som sin mission at bringe poesi ind i radioudsendelserne. Halldór vil gøre alt for sin søns skyld, og det kommer der både rørende historier og aldeles crazy storpolitiske forviklinger ud af. Petúr er et eftertænksomt barn og grubler meget over et af livets store uforklarligheder; den fraværende og savnede mor. Som han vokser til, uddanner sig og gør karriere i Paris, lægger han afstand til Halldór, som først bliver degraderet på sit job, senere småskør og tidligt ældet. Far-søn forholdet er beskrevet med hjerte og smerte og sine steder er Månemælk meget morsom, andre steder er den trist og melankolsk. Romanen er stemningsfyldt og velskrevet, men den er ikke helt ligetil i sin form. Tunströms faste læserskare vil ikke desto mindre elske den og andre burde ikke snyde sig selv for den.