Efter syv års pause genoptager et nyt forlag serien om middelaldermunken Cadfael, der i perioden 1987 (Mord og mørnede knogler) 1993 (En udstødt vender tilbage) udkom 5 bind af på dansk. Næsten samtidig med herværende bog udkommer Jomfruen i sneen (00/09). På engelsk er udkommet 20 bind, så der er stadig meget i vente. Cadfael er munk på klostret i Shrewsbury i midten af 1100-tallet og har bl.a. ansvar for lægeplanterne, men han er mere end almindelig interesseret i, hvad der foregår i landsbyen uden for murene. Da en ung, skræmt gøgler søger asyl forfulgt af ophidsede landsbyboere, der påstår, han har dræbt og udplyndret byens guldsmed, starter Cadfael en undersøgelse. Han suppleres af sin gode ven vicesheriffen, og naturligvis viser det sig, at gøgleren er uskyldig, men hvem er så misdæderen? Peters skriver let og elegant, troværdigt og spændende, middelalderkulissen er kolorit, men som krimi er bogen nok gammeldags, men på den hyggelige måde, der tiltaler mange yndere af traditionelle krimier.